Hi there, I updated my blog :)

As it has been rather long time since I’ve updated my blog, I thought it would be conveniently to repost my introduction. Because after all, wouldn’t it be nice to know a bit about the stranger hiding behind this domain? I think so.

Though, I must admit that when I wrote this introduction it was quite a struggle to me to come up with something substantial.
I’m used to write about things or people, but I have never really been able to sit down and write my own story (maybe only metaphorically) – admittedly, it has taken me some time to come up with the right description of myself. Anyways, I think after countless of different versions and “kill-your-darlings”-sacrifices, I think I managed pretty well.
However, if you like to get the facts right before you trust anyone, you might want to go here first to find out What People Say about me..

Who am I? 
I’m a word-savvy, creative writer with a knack for creating meaningful and user-oriented content.
To be more specific; I hold a master degree in Corporate Communications and have further specialized in PR & Integrated Market Communications, however I’m not the typical white-collared, corporate kind of person. I’m everything but that!

Drawing upon years of working within strategic and creative communication in various settings, I have acquired the skills and expertise to work on a wide array of communication tasks always with a keen eye for the users and their experience – when I write or create, I write and create to people and for people.

My personality is reflected in a  pragmatic and easy-going way of living, I have a sincere curiosity in people, society and culture and I thrive when I’m among people from different corners of the world.
Furthermore, I find great inspiration in diversity and differences. Subsequently to this, I’m an avid traveller and expat currently living in Dusseldorf, Germany.  If you would like to see a bit of what I have done in the past, you can check it out here and here (in Danish)

Shanti-shanti-Goa

Turen er nu ved at lakke mod enden og jeg er nået til andet sidste stop, inden jeg drager mod vinter, juleræs og Danmark: Agonda Beach, Goa. Her skal den sidste uge nydes fuldt ud!
Valget om at tilbringe den sidste uge i Goa, uden andre planer end at lave så lidt så muligt, er hverken den typiske feriedestination eller ferieform, for mig. Men på baggrund af de fire ugers intense yogaundervisning, intense møder med store byer og en masse forskellige mennesker samt alle de mange daglige doser af kulturelle chok, så virker en uge i rolige omgivelser på Agonda Beach som det bedste valg.

Shanti, shanti og ingenting
Her i Agonda, i den sydlige del af Goa, bor jeg i en lille spartansk indrettet strandhytte omkranset af palmetræer, en spytklat fra stranden og det bølgende Arabiske hav. Solen skinner fra morgen til aften og livet leves virkelig langsomt her. Her er skrantende Wi-fi forbindelse, til tider nærmest ikke eksisterende, og området er befolket af turister fra Vesten, der daser ved strandbarerne dagen lang og bliver serviceret med kulørte drinks af unge tibetanske sæsonarbejdere, der er taget til Goa, for at tjene til deres studier (yaks, det er det, jeg mener med en lidt uvant ferieform for mig), men so be it!

Jeg befinder mig virkelig godt her i varme Agonda, 30-33 grader ligger temperaturen på hver dag. Om mit behov for at søge til roligere områder i Indien skyldes, at det evigt pulserende liv og de massive menneskemængder i Indien har fået ram på mig eller om jeg ubevidst har taget indernes ”shanti-shanti”-livsstil til mig (shanti= sanskrit for fred, rolig, afslappethed/hvile) skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror det er sundt nok at leve langsomt en gang i mellem og bare være sig selv, uden at planlægge det ene og det andet, også selvom man er ude at rejse.

Så i Goa går tiden med at; leve fra dag til dag, nyde solens stråler og optage en masse D-vitamin (sagde gingeren, mens hun sad i skyggen og smurte sig ind i spf 40)plaske rundt i det Arabiske havs kæmpebølger, spotte delfiner i horisonten, sluprer friskpressede juice og spise frisk papaya til morgenmad, læse, dyrke yoga (but of course) gå ture på stranden.. og faktisk går tiden overraskende hurtigt med alt det “ingenting”

Afkobling og genopladning!
(Læserservice: Den sidste del af denne post er skrevet efter min tid i Goa og er en slags evaluering af opholdet.. I tilfælde af nogen skulle undre sig over det pludselige skift fra nutid til datid)

Jeg formåede at holde mig til planen om at lave ingenting. Det lyder måske af en meget simpel bedrift at fuldføre, men for mig, der altid vil foretrække en aktiv ferie frem for en badeferie, er det lidt af en præstation at koble helt af. Jeg havde forventet, at jeg halvvejs igennem ugen ville være ved at gå ud af mit gode skin af rastløshed og føle mig nødsaget til at finde på noget at lave, så jeg i det mindste havde én interessant eller sjov historie at fortælle fra min tid i Goa. Men nopes, det skete ikke og jeg fortryder ikke, at jeg valgte daseferien fremfor at udforske Goa’s mange muligheder for vandsport og strand-crawling.

Når man (læs: jeg) er ude at rejse, kan man ofte forfalde til at have en opfattelse af, at man hele tiden skal ud og opleve noget, være kulturel eller “adventourus” fordi man jo rejser for at opleve, ikk? Ikke for bare at lave ingenting..
Jo, den opfattelse hælder jeg også til 9 ud af 10 gange, men nogle gange, på de længere ture, kan der være perioder, hvor man bare føler mere for at ligge i en strandstol eller blive på hotelværelset og se film og bestille roomservice fremfor tage på museumsbesøg, hiking-turen eller noget tredje.
Sådan havde jeg det i Goa og jeg tror virkelig, at det er vigtigt at acceptere og anerkende at man nogle gange når et punkt, hvor man ikke kan kaperer de store indtryk eller aktiviteter. Også selvom det som sagt kan være svært, når man befinder sig midt på sin livs rejse med så mange tilbud og muligheder, der kan være med til at gøre turen endnu mere mindeværdig.

Men bare fordi, man har disse muligheder, så skal man vel ikke nødvendigvis gøre brug af dem, hvis man i virkeligheden hellere vil lave ingenting, og netop har brug for at lave ingenting (og det tror jeg iøvrigt gælder hvadenten man er i Goa eller derhjemme)
Det var i hvert fald det, som gik op for mig i løbet af den uge på Goa; en daseferie er måske i virkeligheden også en måde at få styr på dagligdagens mange tanker og anerkende sig selv og sine behov med et“fred være med, at jeg ikke kom ud og sejle i kajak og at jeg heller ikke tog det surf-kursus, jeg havde tænkt på, men til gengæld, så er de mentale batterier ladet 100% op nu”

Så selvom jeg som sagt altid vil foretrække en aktiv ferie frem for en badeferie, må jeg indrømme at badeferiens værdi er steget i kurs hos mig – eller jeg kan i hvert fald godt se ideen med at koble af og lave ingenting, når man har ferie eller er ude at rejse  – ligeså vel som skiferien, vandreturen, storbyferien også har sine positive effekter på den mentale konto.

Mit allersidste stop i Indien bliver Bangalore, hvor jeg har to overnatninger. Jeg ved endnu ikke hvad, jeg skal lave i Bangalore udover at sige hej til min gamle kollega fra Designit, Shubham, men her finder jeg nok på noget.

Namasté & Shanti-shanti

Maria

No money, no problem!

Efter yogakurset tog jeg turen tilbage til New Delhi, hvor jeg havde en enkelt dag til at omstille mig til igen at være på egen hånd. Det i sig selv er jo lidt af et projekt, men for jer, der ikke ved det, så er Indien lige nu i gang med at udskifte alle 500 rps. og 1000 rps. med nye sedler, for at komme korruption og falske pengesedler til livs. Det betyder, at disse pengesedler skal leveres tilbage til bankerne for at få udstedet nye 2000 rps. sedler. I et land som Indien, hvor 85% af økonomien er baseret på et kontantflow, er det en lang og opslidende proces for både inderne og internationale rejsende. Situationen har affødt timelange køer ved bankerne. Ikke nok med det, så er manglen på “nye” penge så ekstrem, at den indiske regering har sat en beløbsgrænse på 2000rps pr. hæveautomat i forsøget på at følge med efterspørgslen. Alligevel står de fleste hæveautomater tomme med nedrullede gitre og en påsat papirlap med skriften: No cash! Udbud og efterspørgsel hænger slet ikke sammen her.
Det har som sagt været lidt af en udfordring at være hernede. Jeg forsøger at prioriterer hver en mønt for at få pengene til at strække så langt som muligt – fx tog jeg mig selv i at overveje om jeg kunne leve uden en tandbørste i et par dage, eller om jeg skulle slå til og spendere de 45rps (4,5 DKK). som en tandbørste ville koste mig. Det giver måske et billede af situationen hernede? Men på trods af, at situationen har fået mig til at stramme budgettet en tak yderligere, så får jeg det til at fungere med de midler jeg har. Desuden har jeg mødt de mest hjælpsomme og forstående mennesker, hvor end jeg har befundet mig. Inderne har virkelig vist deres menneskelighed og gæstfrihed – helt ubetinget! ”Det er sådan vi alle er opdraget” som min couchsurfer-værtinde, Sapna fra Mumbai forklarede mig, da jeg ville lave en bankoverførsel for de penge hun havde lånt mig til bl.a. togture, den hjemmelavede mad, jeg spiste hos hende og de øl, vi drak sammen med hendes venner i et område kaldet Lower Parel (mindede lidt om Godsbanen i Aarhus og Papirøen i København). Den idé afviste hun fuldstændig – det eneste hun forlangte var tag over hovedet i Danmark eller tips og tricks til hendes næste tur til Europa..wow! Det skal hun få!
Et andet eksempel på den indiske gæstfrihed og hjælpsomhed, er Veru, den 72-årige pensionist, jeg mødte i nærheden af det legendariske Taj Mahal-hotel i Mumbai (det, der for et par år siden blev besat i dagevis af pakistanske teorrister og med flere døde til følge).
Jeg mødte ham tilfældet på gaden, da jeg gik og ledte efter et billigt frokoststed og spurgte om han kendte til et sted. Det viste sig, at han havde samme ærinde, og om torsdagen er Veru all-in på vegetarisme, så han foreslog, at vi fandt et sted sammen, for han skulle alligevel først mødes med sin kone om et par timer. Så det gjorde vi. Ikke nok med at vi efter lidt research hos de lokale fandt en virkelig god pure veg-restaurant, så kom der også en rigtig hyggelig og inspirerende samtale ud af frokosten, hvor han blandt andet fortalte om den skole for fattige gadebørn i Uttarakand-staten, som han selv voksede op i, fordi han kedede sig i sit job som handelsmand. Han fortalte også en masse om Indien, kulturen, politik, traditioner og om hans børns karrierer og liv, og så fik jeg forklaringen på, hvorfor nogle siger Mumbai og andre siger Bombay, og hvad han synes er korrekt. Veru mener Mumbai, fordi det var det oprindelige navn før Indien blev underlagt britisk styre. Navnet Bombay blev nemlig indført af briterne, fordi de ikke kunne udtale Mumbai – sådan er der i øvrigt mange eksempler på briternes dominans rundt om i Indien. Det var næsten som at sidde til en forelæsning om indien – jeg fik virkelig insider-viden om det her land!

Så selvom pengemanglen og den økonomiske uvished har gjort og forsat gør det lidt svært at rejse hernede, så fik jeg alligevel mere ud af mine 3 dage i Mumbai end jeg kunne have købt for penge.

M.

No money, no problem
After the yoga course, I took the night train back to New Delhi for a brief stop-over at Hanumants place before continuing to the charismatic and vibrant city; Mumbai/Bombay for 3 days. The country is currently facing a demonetisation of the currency which means that the ATM’s more often than not are out of cash, causing a few chances and challenges for me. However, as a matter of fact, I get by with the money I have and I’ve been met with pure hospitality by the Indians (also, we’re in it together), and to be honest, it could have been a lot worse! Actually, I think this situation has given me the chance to really get under the skin of the Indians and get to know more about this country and its population than if I’d have money to provide for myself (Or well, I can provide a living for myself, just not able to withdraw money at the moment).
I’ve couch-surfed in Mumbai at a girl named Sapna. When she knew about my situation, she offered me food and money for the train rides, I had to take during my stay, without further ado. When I offered her to make a bank transfer for the expenses, she  promptly declined and said she much rather would stay in touch and to know she has a place to stay in Denmark when she visits was more than enough for her – for sure, she’ll have a place to stay!
Another great example of the Indian hospitality and sincerity was my lunch-break in Mumbai with the 72-year old retired Veru. Not only did he offer me lunch in return for keeping him company while he was waiting for his wife, he also gave me a full lecture about India, the culture, the history and told inspiring about his many travels across the country and his school project in Uttarakand. I couldn’t have read anything of what he told me in a book or gotten a better understanding of this country and its population than having lunch with Veru. So despite the cash-chrash here in India, I still feel I have learned and experienced way much more than I could have bought for money! 

 

Post-yogakursus update!

Tiden er fløjet afsted siden jeg satte mine fødder i Rishikesh, yogaens hovedstad, for første gang, og det er allerede ved at være et par dage siden, at jeg fik den orangefarvede blomsterkrans over hovedet og mit yogalærer-certifikat i hånden, som symbol på gennemførelsen af den 200 timers certificerede yogalæreruddannelse. Det virker helt surrealistisk at tænke på. Det virker i det hele taget uvirkeligt, at jeg har været i Indien i over en måned nu, og stadig er at finde i et helt stykke (og endnu uden sygdom; 7-9-13). Måske lidt sat på spidsen, men der har været situationer, som jeg ikke uddyber her med fare for at gøre visse personer  derhjemme bekymret, hvor jeg har været liiige på kanten (:D)

Tiden flyver som sagt afsted, og nu hvor jeg har stabilt Wi-fi, vil jeg skynde mig at lave en sammenfatning af mit yogakursus inden næste kapitel af turen starter. Først og fremmest skal det dog siges, at kurset virkelig har været intenst, så det bliver ikke en udtømmende eller særlig kronologisk sammenhængende beretning, jeg kan skrive hjem om. Men nogle af de tanker og følelser, der er kommet til mig post-yogakursuset, er, at jeg virkelig er oprigtig glad og stolt over at jeg gjorde det! Den der følelse af, at man ved, man har sat sig for noget, og rent faktisk opnået det – det slår alt!
De følelser har også ledt en vis ydmyghed og taknemlighed for, at jeg har haft mulighed for at igangsætte et nyt kapitel i mit liv, hvad end det så må føre til. At jeg så oveni købet har delt oplevelsen med mennesker fra hele verden, der på hver deres måde har printet sig ind i min hukommelse som en evig kilde til inspiration til at rejse, søge nye muligheder og tage chancer her i livet.

I løbet af de fire uger er der blevet terpet yoga-teori og praktiseret yoga i så stor en grad at vi alle har drømt om yoga og tænkt på yoga før alt andet – altså før vi har tænkt på vores venner og familie. Der er blevet grint, snakket og fortalt personlige historier, spist chocolate balls med is, der er blevet set solopgange- og nedgange, mediteret, shoppet farverige kjoler og nederdele og river raftet og badet i Ganges-floden og en masse andre små sjove ”man-skulle-have-været-der”-episoder.

Forløbet er som sagt stadig lidt fluffy for mig at beskrive, men det betyder ikke, at kurset har manglet substans. Tværtimod. Jeg ved nu en hel masse om yogic science, og ord som pranayama, mudra, chakras, nadis og deres sammenhæng er nu blevet en integreret del af mit ordforråd. Så det jeg i virkeligheden mener med, at det hele virker lidt fluffy, er vel, at jeg slet ikke føler mig som en yogalærer – jeg har en masse viden, men det er først nu, at den lange rejse mod rent faktisk at kunne formidle denne viden videre igennem b.la asanas, pranayama og meditation begynder. Så status nu post-yogaskole, er, at: Keep learning, keep practicing and keep on carrying on, som var de sidste ord min yogalærer, sagde til mig.
Jeg har nu lagt lyden af den brusende Ganges-flod og Himalaya-bjergene bag mig til fordel for den pulserende og hektiske storby, Mumbai/(bombay?) Yogshalaen, de shanti-syngende munke fra det ikoniske ashram ved strandbredden, de evigt dyttende scooters og de støvede veje i Laxman Jhulla med de overfyldte butikker med glitrende sarier og tie-dyed t-shirts i alle farver og de vilde aber, hunde, katte, køer og æsler, der sætter dagsordnen i gaderne, står nu tilbage som minder. Minder, der dag for dag vokser i mig og vil sætte rammen for min videre færd, her i Indien og fremover. Så måske skal vi kalde yogauddannelsen for en ”livsudviklende og livsfortsættende” oplevelse – hvis sådanne selv-opfundne ord, giver mening for andre end mig?

HARI OM- BABA, achaaaa-Shanti-shanti-Namasté
M.

English recap:
Time really flies here in India and it already seems ages ago since I started my yoga teacher training in Rishikesh. So many things have happened in such a relatively short time, which makes it so hard to assimilate into words. However, I shall give it a try!
I must admit that the course was beyond as intense as expected – especially the fact being on a fixed and tight schedule every single day and week became a challenge along finding time to process all the new information and knowledge we constantly gained in classes.  
However, the course has definitly been worth it and I’m more than happy to have met so many incredible and inspiring people through the course – I’m quite sure we all will be in touch in some way. 

Now almost a week later, the paper still says certified yoga teacher, but I’m not yet there at all. The journey towards becoming a skilled and knowledgable teacher, that confidently know how to teach and guide others has just begun. Now and onwards, I will need to seek out and gain the necessary amount of experience so I profoundly can guide and coach others through asanas, pranayamas and meditation; thus the mantra: keep practicing, keep learning and keep teaching sticks to me at the top of my head- I’m excited to see what this will lead to, and I’m beyond grateful for having had this opportunity. Now, my travelling in India continues and my next stop is Mumbai and Goa before heading home from Bangalore.
I will do my best to keep up with the writing in a more consistent pace than previously.

HARI OM- BABA, achaaaa-Shanti-shanti-Namasté
M.

 

Uge 1 på Rishikul Yogshala

Kurset startede i mandags med en bålceremoni for officielt at markere vores start og vores indvigelse i ”Rishikul-familien”. Selve ceremonien gennemføres for at rense os for negative energier og fjerne alle former for forudindtagede ideer om, hvordan de næste fire uger skal forløbe – Så vi alle starter helt fra bunden.
Nu, efter en hel uge med et program, der strækker sig fra tidlig morgen til sen aften, er det vel tid til at fortælle lidt om, hvordan livet som yogi-in-spe er? Hvad laver vi på skolen? Hvordan er de andre? Hvad spiser vi? Er jeg træt efter en hel dag? Det sidste spørgsmål er let at svare på; Ja, jeg går for det meste ud som et lys hver aften og sover tungt lige til næste dag.

Nye indtryk, nye vaner og ny inspiration
Den første uge her på Rishikul har budt på en masse nye indtryk, nye mennesker, nye vaner og en ny døgnrytme.
Min dag starter omkring kl. 6:00, lidt tidligere hvis man vil have en kop te inden den første yogatime – den har jeg dog ikke været morgenfrisk nok til at nå endnu, og jeg tvivler på, at det kommer til at ske. Fælles for alle vores timer er, at de lige nu er meget teoretiske og det handler til dels mest om de spirituelle og filosofiske aspekter af yoga. Det betyder også, at vi faktisk ikke har praktiseret en hel yoga serie endnu. Til gengæld er ord som mudra, yoga nidra, nadas, chakras og en masse andre ord blevet føjet til mit ordforråd.

Den første uge har også budt på et møde med 40 andre yogis-in-spe fra hele verden, med en vis overvægt af amerikanere og englændere. Skandinavien er repræsenteret med en svensker og to danskere, ellers kommer folk fra Rusland, Kina, Taiwan, Tibet, New Zealand, Australien, Brasilien og Canada og de europæiske lande. Det store mix af forskellige nationaliteter giver hele denne oplevelse et ekstra stort plus i min bog – det er lige præcis dét, jeg elsker ved at rejse.
Alle er her fordi, de selvfølgelig har en vis interesse i yoga, men jeg har også bemærket, at en stor del af gruppen er havnet her som et led i en større livstransformation og derfor har givet afkald på komfort-zonen, for at kaste sig ud i et nyt liv. Endnu flere er her fordi, de ikke rigtig kan lægge livet som backpacker bag sig – rigtig mange har ikke været ”hjemme” i mange måneder, og med en yogauddannelse i backpacken håber de på at kunne forlænge livet på farten lidt endnu. Andre er arbejdende digitale nomader, der lige som backpackerne gerne vil tilføje en ekstra kompetence til repetoiret, for at sikre sig dagen og vejen. Det er virkelig inspirerende at være blandt folk, der på den ene eller anden måde har fået rejseliv og arbejdsliv til at harmonere – og alle de mange vilde og sjove røverhistorier, der bliver fortalt i pauserne!!

Mindful eating og snakkeforbud
Maden hernede er en blanding af sydindiske specialiteter og nordindiske egnsretter, som alle har en eller anden helbredende effekt på vores maver eller fordøjelse – som de fortæller os inden hvert måltid. Om det er sandt eller ej må tiden vise, men jeg tror nu de har godt styr på ernæringen – der er i hvert fald indtil videre ingen sygdom her.
En stor bestanddel af kosten består af kartofler, ris og grød til morgenmad, dertil får vi næsten altid en suppe med linser eller bønner og en gang salat eller frisk frugt ved siden af om morgenen ved siden af – det hele er baseret på en vegansk kost, med enkelte vegetariske undtagelser. Det er virkelig lækkerier! Det eneste minus ved måltiderne er, at man ikke må snakke. “Argh, hvad er nu det?” Jeg som troede, at et måltid var en social akt, hvor der er tid til at snakke og lære hinanden at kende, er åbenbart ikke tilfældet her. Årsagen er vist noget med mindful-eating, tror jeg. Ingen ved det, men vi respekterer selvfølgelig forbudet, og snakker kun når de ikke hører det. Jeg ved ikke hvad de havde forventet, men vi er 40 mennesker samlet, hvoraf 37 af os har et snakke-kromoson, som skal aktiveres flere gange om dagen – gerne over et måltid, det er selvsagt lidt umuligt at overholde.

Post-Kaffe-junkie-livet
Maden er en ting, en anden er, hvad vi drikker i løbet af en dag. Indtil nu har jeg kun drukket vand og te – altså, vand og te! Ingen, som i INGEN kaffe siden kursusstarten for en uge siden. Derimod har jeg tanket op med grøn te om morgenen, en masse forskellige urte-teer om eftermiddagen og varmende masala-te om aftenen. Jeg savner ikke rigtig kaffen. Jeg føler mig endda mere frisk og klar i hovedet uden, så måske har min kaffe-trang bare været en illusion? Måske er det bare i Indien jeg ikke behøver kaffe? Tiden vil vise det.

Anyhow, min første uge på skolen har været både hård og sjov. Fyldt med indtryk, nye vaner, nye mennesker og ny inspiration til, hvordan livet også kan leves. I morgen venter uge 2, som eftersigende skulle blive endnu mere teoretisk og praksissen skulle langsomt blive integreret i dagligdagen.

Her i Indien er klokken ved at være 16:30, så nu vil jeg smutte ud og mødes med de andre yoga-tosser og kigge på tingel-tangel i Rishiskesh’s gader.

Namasté.
Maria.

 

 

English:My first week here at Rishikul has been packed with information, classes and socialising with all my new yogi- and yogini friends from around the world. I think each continent is represented here, which brings a special vibe to the batch and adds an extra dimension to the entire experience. My day starts at 6.00 and ends late in the evening – throughout the day, we’ll hear about both the spirituel and philosophical aspects of yoga as well as the anatomical parts. There is a lot of stuff to consume, but I’m confident that I’ll be able to absorb the knowledge and convert it into practice by time. And by practicing the preaching, right! 

The food served here is a great fusion between the Southern and Northern Indian cuisine, but strictly vegan and vegetarian – me like! Also, I haven’t touch coffee for a whole week, which is quite an accomplishment, I think. I wonder if I can make it through the 4 weeks without. Anyhow, to wrap up the first week of my Teacher Training Course, I’ve gained a better and a more profound understanding of how yoga works as a way to nourish mind and not just the body. I’ve learned various breathing techniques and I’ve added Sanskrit words like mudra, nidra and nada among others to my vocabulary. Finally, I’ve met interesting and inspiring people, students as well as teachers, whose present will contribute to make this experience beyond everything I could have hoped for.

It’s almost 16:30 here in India, so I’ll pack my stuff and head out in the streets of Rishikesh with my fellow yoga-mates.
Namasté

Maria  

Agra: Taj Mahal, Agra Fort & Basarerne

Torsdag morgen startede vanvittig tidligt, kl. 4.30, og med kun 4 timers søvn og et jetlag, følte jeg mig som en zombie da jeg bevægede mig ud i New Delhis gader for at få fat i min Uber. Turen fra Delhi til Agra blev da også mest brugt på at sove, så da jeg ankom til Agra følte jeg mig mere frisk og jetlagget virkede også til at være blevet udlignet. Dagen skulle bruges på at se Taj Mahal, Agra Fort og så ellers bare slumre rundt i gaderne.

I Indien “kødder” de med meg!
Turen fra stationen i Agra til Taj Mahal gik med taxa, hvilket er langt det nemmeste, så snart man har fundet en taxa. Der er bare lige det, at hernede i Indien er man som “hvid turist” (som jeg blev kaldt af en af dem fra huset i Delhi) i høj kurs og særligt blandt taxachaufførerne som vil have dig med til overpris. Derfor skal man altid gå efter en pre-paid taxa, så man slipper for at diskutere pris osv. Medmindre man gerne vil bruge tid på det selvfølgelig.

Desuden havde jeg i forvejen fået at vide, at jeg skulle være opmærksom på, at jeg kun bestilte en taxa og, at jeg ikke fik en turguide med mod min vilje. Det forsøgte jeg så at undgå. Men midt i al tumulten foran billetkontoret i Agra, spørger en taxamand om jeg vil køre med ham, først afviser jeg, men han bliver ved med at tilbyde sig. Til sidst spørger jeg efter en pris og hvor længe han vil køre mig rundt. Han siger 1000 rupeer for en hel dag – hvilket jeg egentlig synes lyder billigt nok og jeg kan se, at det er hvad de andre betaler, så den deal snupper jeg i god tro.
Men lige som da jeg er kommer ind i taxaen og den sætter igang, er der en anden mand, der også sætter sig ind. Han hilser og præsentere sig som… min guide for resten af dagen – argh, d’oh! Her kunne jeg selvfølgelig godt have sagt fra, men på det tidspunkt er vi allerede i en susende fart mod Taj Mahal, så jeg vælger i stedet for, at se det positive aspekt i det: “måske har han bonus info om Taj Mahal og Agra fort, og måske viser det sig at være godt selskab for en dag?” tænker jeg.
Men efter blot en times tid inde i Taj Mahal, har jeg fået for meget af ham – han er bare for meget guide! Han dirigerer mig rundt som om jeg er et dyr og hver gang han skal fortælle noget, peger han på et punkt, hvor han vil have jeg skal stå. Jeg bliver selvfølgelig trodsig og stiller mig konsekvent liiigee lidt fra det punkt han peger på – og går selvfølgelig upåvirket rundt i mit eget tempo, i stedet for at følge i hælene på ham, som han ellers gerne vil have. Måske var jeg barnlig og måske var jeg uhøflig lige dér, men så kan de fandme lade være med at “kødde med meg”!

img_3317
Taj Mahal – tjek!

Taj Mahal – tjek!

Heldigvis er det ikke den irriterende turguide, der står tilbage som et minde fra den dag. Langt fra! Det er stadigvæk Taj Mahal der stjæler hele billedet! WOW! Det var intet mindre end et fantastisk syn og som sagt et af de helt store punkter, på min bucket liste, der nu er blev krydset af. Jeg er virkelig imponeret over strukturen af selve bygningen og den symmetriske præcision som udgør Taj Mahal – datidens arkitekter kunne virkelig deres kram!
Da jeg var færdig med at gå rundt, kørte vi videre til Agra Fort som også er et imponerende syn, men langt fra lige så imponerende som Taj Mahal, så det var hurtigt overstået. Derefter spurgte min guide om jeg ikke ville med hen og se en tekstilbutik, som han beskrev som et must-see i Agra. Jeg burde egentlig have stoppet turen her, men jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne tage det med, nu hvor jeg alligevel skulle betale ekstra. Det var dog ikke noget særligt – jeg interesserer mig ikke synderligt for tekstiler, så der skulle selvsagt noget til for at ændre det. Herefter var det blevet tid til at stoppe turen. Jeg blev kørt tilbage til centrum, fik betalt guiden og sagt farvel til taxamanden – ah endelig på fri fod igen!

img_3318
Agra Fort & gul solhat

Tilbage i centrum gik jeg en tur rundt i de små gader, basaerne som de kaldes, hvor der mødte mig et helt andet indtryk. De små støvfyldte og faldefærdige gader var fyldt med råbende gadesælgere, mennesker med farverige klæder og de hellige køer gik dovent rundt alle vegne samtidig side om side med gadekøkkenernes fristende karryretter og søde sager som jeg ikke aner hvad er eller kender navnene på.
Jeg sprang dog gadekøkkenerne over for denne gang og forlod den livlige basar til fordel for en kop kaffe på en nærtliggende cafe. Der er visse ”vestlige” vaner, som jeg ikke har lagt fra mig endnu – en af dem er min daglige kop livsforlængende kaffe. Så det gik jeg målrettet efter og lidt Wifi gjorde nu også godt. Jeg brugte resten af min dag i Agra på cafeen. Det var rart lige at få et afbræk til at lave ingenting, sludre lidt med cafeens stamgæster og endda læse lidt avis

img_3320
Lidt afsides basarerne i Agra

40 cigaretter og et lyntog til Rishikesh
Normalt læser jeg ikke avis, men jeg synes tit det kan være en fordel at være lidt informeret om, hvad der sker i det land man besøger – bare de vigtigste overskrifter og “talk of the town”-nyheder. Fx læste jeg om den vanvittige smog-tilstand som lige nu hærger New Delhi – det er den værste smog i 17 år. Flere skoler er lukket på grund af smoggen og de forventer ikke at være tilbage til normale omstændigheder før søndag, altså idag – til den tid har smoggen hærget i en hel uge!
For at sætte det hele endnu mere i perspektiv, så siges det, at en dags ophold i byen svarer til at ryge 40 cigaretter på en dag! 40 cigaretter!! Det er helt forfærdeligt trist at tænke på. Jeg er indtil videre ovenud betaget af det her lands mangfoldighed og karisma, men desværre så er der også en grum bagside af landet med livstruende forurening og ekstrem fattigdom. Det er ikke kun Indiens problem, men hele verdens problem, og jeg håber virkelig vi og verdens politikere osv. finder en løsning på de klimaproblemer, der er ved at æde jorden op dag for dag. Da jeg endelig nåede tilbage til New Delhi var det blevet ret sent, og efter en 12 timer lang dagstur gik jeg ud som et lys med visheden om, at jeg har set en af verdens største kulturarve og at Indien rummer på så meget at ord næsten ikke rækker til at beskrive Indien som et land. Jeg tror Indien skal opleves (mange gange) før man bare har en lille bitte anelse om, hvad det er for et land.

Næste skridt på turen er lyntoget mod Rishikesh (6 timer).

Goodnighty!

Newbie i New Delhi – dag 1

Tirsdag, 1.november 2016 vil fremover blive husket som dagen, hvor jeg tog til Indien for første gang – alene. Lad det være sagt med det samme, at dagene op til afrejsen har været præget af tvivl, nervøsitet, spænding og en lille smule forvirring. For hvorfor er det nu lige jeg gør det her? Det kan jo ikke ignoreres, at Indien er et komplekst og kaotisk land, der står i skærende kontrast til min og alle andre vesterlændinges hverdage. Det kan på samme måde heller ikke ignoreres, at synet på kvinder hernede er diametralt modsat Vestens, og det gælder også for mig. Som solo-rejsende kvinde fra Danmark, skiller jeg mig markant ud fra mængden og jeg vil uundgåeligt tiltrække mig opmærksomhed af både den ene og den anden slags. Så hvorfor udsætter jeg mig selv for al det kaos, balla’e (som man siger på Fyn) og potentielt farlige situationer? Hvad er det, jeg skal opnå med den her tur, som jeg ikke kan opnå andre steder i verden? Alt det har jeg spurgt mig selv om tusindvis af gange og det samme har familie og venner ”Hvorfor, Maria!???”

img_3230
Mit værelse i Delhi

For det første er formålet med min tur til Indien, at jeg skal tage en yogauddannelse i Rishikesh – yogaens hovedstad. ”Ja, ja, men der findes da yogaskoler alle mulige andre steder – endda også i Danmark!? Kunne du ikke bare gøre det?” kunne være et typisk argument. Det er også helt korrekt, at der findes gode skoler andre steder i verden og det kunne jeg også godt have valgt at gøre, men min medfødte eventyrlyst byder mig sgu, at jeg bliver nødt til at tage min yogauddannelse, der hvor det hele startede – i yogaens hot spot, Rishikesh. Mindre kan ikke gøre det!
Udover det, så har jeg i mange, mange år haft en drøm om at rejse rundt alene med min rygsæk – bare mig og min rygsæk på eventyr. Her kunne man igen argumentere for, at der findes mange andre, rigtig gode steder at udleve sådanne drømme, end lige Indien. Igen, må jeg indrømme, at det også er et ganske validt argument for at vælge anderledes. Men i min verden, så handler det at rejse om, at opleve og at udleve. Hvis ikke man vil opleve kontraster, se og prøve nye ting, og generelt opleve en anden virkelighed, end den man kommer fra, så giver det meget lidt mening at rejse ud, synes jeg.
Så det blev Indien for yogaens, for eventyrets og for kontrasternes skyld.

Velankommet til kosmisk kaos!
Når det så er sagt, så har jeg absolut ingen anelse om, hvad alt det her kommer til at betyde for mig på sigt, men det gør heller ikke så meget. Lige nu er jeg glad for at være velankommet til New Delhi. Smoggede, lummervarme New Delhi. Kaotiske, komplekse og katastrofale New Delhi. Allerede fra jeg gik ud af lufthavnen blev jeg ramt af en stormflod af indtryk, stirrende blikke og ihærdige taxachauffører. Taxaturen fra lufthavnen til South Delhi, som bliver min base de første par dage, var i sig selv en oplevelse. Taxamanden var en vældig snaksaglig og sprælsk fyr. Vi snakkede om løst og fast, selvom jeg ikke forstod et ord af, hvad han sagde, og han har sikkert haft det på samme måde. Måske var det derfor, han afbrød samtalen og brød ud i en sang for hans nicotin- og smog-fyldte lungers fulde kraft, mens han zigzaggede sig igennem trafikken. Virkelig en sjov type!

fullsizerender
Diwali pynt i gaden.

Forureningen er virkelig styg. I disse dage er forureningen ekstra slem. Den er så slem, at man rådes til at blive indenfor eller bære maske. Føj! Det siges, at smoggen også virker mere intens nu, på grund af den igangværende Diwali festival, som er en Indisk lysfestival, der fejrer, at det gode vinder over det onde. Festivalen fejres med fyrværkeri og lys, og derfor er det lidt som at hælde olie på et bål, forstår I. Det godes sejr over det onde gælder desværre ikke smoggen.

Men på trods af ekstrem smog og en kvalm luft, så har jeg nu indtryk af, at der midt i al kaosset findes rolige oaser og parker, hvor de lokale dyrker yoga og sludre om løst og fast, alt sammen i et roligt og rart tempo, hvor det gode liv leves langsomt.

Basen og tur-planlægning
Min base er som sagt i den sydlige del af byen. Jeg har været så heldig at få lov til at bo hos min ven Deepaks’ ven, Hanumant. Hanumant har sit eget grafiske bureau, som ligger på den anden side af hans lejlighed og har en 4-5 ansatte, der bor og arbejder under samme tag. De har alle modtaget mig med åbne arme og gav endda lidt frokost (eller morgenmad? Jeg er tids-forvirret lige nu) da jeg vågnede fra min lur. Desværre gør jetlag altid, at jeg ikke har så meget appetit, de første par dage, så det blev kun til lidt ris og lidt grøntsager (med alt for mange peberfrugter i – d’oh!). Og det med at spise med hænderne, hjælper  heller ikke på det. Det og peberfrugter skal jeg lige vænne mig til – men sikke en fin velkomst! Hanumant og de andre ansatte taler til mig, som om jeg er en ”long lost friend” der endelig er kommet tilbage. Det er virkelig hyggeligt!

img_3231
Kontor og hjem for nogle af Quick Brown Fox-medarbejderne

Efter frokosten gav de sig endda tid til at hjælpe mig med at bestille togbilletter til Agra og Rishikesh, da man åbenbart skal have log-in for at kunne bestille online – og fysisk køb af billetter gør man bare ikke, som de siger.

Senere i dag tager jeg ud i byen og får ordnet et par praktiske ting og købt et sim-kort, hvorefter vi alle (jeg ved ikke hvor mange ”alle” dækker over her, men jeg tror det er en god håndfuld) mødes og spiser italiensk/indisk inspireret aftensmad sammen. Det bliver festligt!
I morgen går turen til Agra med afgang kl. 05 om morgenen og allerede på fredag drager jeg videre, med tog mod Rishikesh, hvor jeg har fundet et fint lille bed & breakfast-sted som ligger få kilometer fra yogaskolen. På søndag checker jeg ind på yogaskolen og bor der indtil d. 4.december – yay!

Dette indlæg var så første officielle check-in fra Indien på en dag med smog hængende i tungt over Delhi og fokus på omstilling til ny tidszone og vaner. Jeg er vanvittig spændt på, hvad de næste dage bringer – giv lyd hvis I vil høre mere eller bare gerne vil sige hej – snart er jeg på Indi-nummer 🙂
Maria.

PS. Flere billeder er på vej på Instagram //More pictures on the way on Instagram.


ENGLISH:
 I successfully made it to New Delhi, India! Yay! It’s been a rather long trip and I’m feeling slightly jetlagged now. The smog is at its highest and the chaos is likewise. Nonetheless, I like it here! I’m happy and relieved to finally getting starting on this journey.
I’m staying at a friend of a friend’s place in the Southern part of Delhi, Hanumant is his name.
I have spent most of the day with Hanumant and his Co-workers today. Their studio is just across the street from the apartment and they’ve been welcoming me like I was their long-lost friend, that finally has returned home. Even though, they also needed to work during the day, they’ve been extremely helpful taken their time to chat and give me advices. I was even offered a nice lunch, sadly the jetlag has gotten it’s grip on me, so I’ don’t really feel like eating and eating with your bare hands doesn’t really help, but I have to get used to that custom.
I’ll head to Agra tomorrow and Rishikesh on Friday, which will be my home for the next 4 weeks. Despite a feeling of sluggishness and tiresome, I’m exhilarated to finally be here and I can’t wait to go exploring!

Welcome to my website

Hello and welcome to mariaandersen.dk!

It’s been a long way to get here, jeez! Many thoughts, failed attempts, reconsiderations and long working hours later mariaandersen.dk has now been officially and succesfully launched! In other words, there’s officially no going back.
It’s been a creative process, my tech-skills or lack of, has been put to the test with a somewhat mixed result. For the same reason, I have kept the design very simple. This so-called iterative process is still ongoing and I will probably refine and adjust here and there as I get more nerdy. But one thing is for sure:

mariaandersen.dk was born out of an idea to make it easy for people to get a grasp of who I am and what I do through storytelling. Hence www.mariaandersen.dk has a twofold purpose; first of all my website is an online portfolio/CV with a professional focus. Secondly, it is a blog personal website with the intention to keep friends, family, stalkers (if I have any) and anyone else updated on my quest to become a 200hr certified yoga instructor.
For further information, queries or if you want to say Hello, click the contact button.

I hope you’ll like it!

Maria

Everything work-related will be written in English. However, stories will be posted in Danish with an English recap included to favor my English-speaking friends and everyone else not familiar with the Danish language.