Shanti-shanti-Goa

Turen er nu ved at lakke mod enden og jeg er nået til andet sidste stop, inden jeg drager mod vinter, juleræs og Danmark: Agonda Beach, Goa. Her skal den sidste uge nydes fuldt ud!
Valget om at tilbringe den sidste uge i Goa, uden andre planer end at lave så lidt så muligt, er hverken den typiske feriedestination eller ferieform, for mig. Men på baggrund af de fire ugers intense yogaundervisning, intense møder med store byer og en masse forskellige mennesker samt alle de mange daglige doser af kulturelle chok, så virker en uge i rolige omgivelser på Agonda Beach som det bedste valg.

Shanti, shanti og ingenting
Her i Agonda, i den sydlige del af Goa, bor jeg i en lille spartansk indrettet strandhytte omkranset af palmetræer, en spytklat fra stranden og det bølgende Arabiske hav. Solen skinner fra morgen til aften og livet leves virkelig langsomt her. Her er skrantende Wi-fi forbindelse, til tider nærmest ikke eksisterende, og området er befolket af turister fra Vesten, der daser ved strandbarerne dagen lang og bliver serviceret med kulørte drinks af unge tibetanske sæsonarbejdere, der er taget til Goa, for at tjene til deres studier (yaks, det er det, jeg mener med en lidt uvant ferieform for mig), men so be it!

Jeg befinder mig virkelig godt her i varme Agonda, 30-33 grader ligger temperaturen på hver dag. Om mit behov for at søge til roligere områder i Indien skyldes, at det evigt pulserende liv og de massive menneskemængder i Indien har fået ram på mig eller om jeg ubevidst har taget indernes ”shanti-shanti”-livsstil til mig (shanti= sanskrit for fred, rolig, afslappethed/hvile) skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror det er sundt nok at leve langsomt en gang i mellem og bare være sig selv, uden at planlægge det ene og det andet, også selvom man er ude at rejse.

Så i Goa går tiden med at; leve fra dag til dag, nyde solens stråler og optage en masse D-vitamin (sagde gingeren, mens hun sad i skyggen og smurte sig ind i spf 40)plaske rundt i det Arabiske havs kæmpebølger, spotte delfiner i horisonten, sluprer friskpressede juice og spise frisk papaya til morgenmad, læse, dyrke yoga (but of course) gå ture på stranden.. og faktisk går tiden overraskende hurtigt med alt det “ingenting”

Afkobling og genopladning!
(Læserservice: Den sidste del af denne post er skrevet efter min tid i Goa og er en slags evaluering af opholdet.. I tilfælde af nogen skulle undre sig over det pludselige skift fra nutid til datid)

Jeg formåede at holde mig til planen om at lave ingenting. Det lyder måske af en meget simpel bedrift at fuldføre, men for mig, der altid vil foretrække en aktiv ferie frem for en badeferie, er det lidt af en præstation at koble helt af. Jeg havde forventet, at jeg halvvejs igennem ugen ville være ved at gå ud af mit gode skin af rastløshed og føle mig nødsaget til at finde på noget at lave, så jeg i det mindste havde én interessant eller sjov historie at fortælle fra min tid i Goa. Men nopes, det skete ikke og jeg fortryder ikke, at jeg valgte daseferien fremfor at udforske Goa’s mange muligheder for vandsport og strand-crawling.

Når man (læs: jeg) er ude at rejse, kan man ofte forfalde til at have en opfattelse af, at man hele tiden skal ud og opleve noget, være kulturel eller “adventourus” fordi man jo rejser for at opleve, ikk? Ikke for bare at lave ingenting..
Jo, den opfattelse hælder jeg også til 9 ud af 10 gange, men nogle gange, på de længere ture, kan der være perioder, hvor man bare føler mere for at ligge i en strandstol eller blive på hotelværelset og se film og bestille roomservice fremfor tage på museumsbesøg, hiking-turen eller noget tredje.
Sådan havde jeg det i Goa og jeg tror virkelig, at det er vigtigt at acceptere og anerkende at man nogle gange når et punkt, hvor man ikke kan kaperer de store indtryk eller aktiviteter. Også selvom det som sagt kan være svært, når man befinder sig midt på sin livs rejse med så mange tilbud og muligheder, der kan være med til at gøre turen endnu mere mindeværdig.

Men bare fordi, man har disse muligheder, så skal man vel ikke nødvendigvis gøre brug af dem, hvis man i virkeligheden hellere vil lave ingenting, og netop har brug for at lave ingenting (og det tror jeg iøvrigt gælder hvadenten man er i Goa eller derhjemme)
Det var i hvert fald det, som gik op for mig i løbet af den uge på Goa; en daseferie er måske i virkeligheden også en måde at få styr på dagligdagens mange tanker og anerkende sig selv og sine behov med et“fred være med, at jeg ikke kom ud og sejle i kajak og at jeg heller ikke tog det surf-kursus, jeg havde tænkt på, men til gengæld, så er de mentale batterier ladet 100% op nu”

Så selvom jeg som sagt altid vil foretrække en aktiv ferie frem for en badeferie, må jeg indrømme at badeferiens værdi er steget i kurs hos mig – eller jeg kan i hvert fald godt se ideen med at koble af og lave ingenting, når man har ferie eller er ude at rejse  – ligeså vel som skiferien, vandreturen, storbyferien også har sine positive effekter på den mentale konto.

Mit allersidste stop i Indien bliver Bangalore, hvor jeg har to overnatninger. Jeg ved endnu ikke hvad, jeg skal lave i Bangalore udover at sige hej til min gamle kollega fra Designit, Shubham, men her finder jeg nok på noget.

Namasté & Shanti-shanti

Maria

No money, no problem!

Efter yogakurset tog jeg turen tilbage til New Delhi, hvor jeg havde en enkelt dag til at omstille mig til igen at være på egen hånd. Det i sig selv er jo lidt af et projekt, men for jer, der ikke ved det, så er Indien lige nu i gang med at udskifte alle 500 rps. og 1000 rps. med nye sedler, for at komme korruption og falske pengesedler til livs. Det betyder, at disse pengesedler skal leveres tilbage til bankerne for at få udstedet nye 2000 rps. sedler. I et land som Indien, hvor 85% af økonomien er baseret på et kontantflow, er det en lang og opslidende proces for både inderne og internationale rejsende. Situationen har affødt timelange køer ved bankerne. Ikke nok med det, så er manglen på “nye” penge så ekstrem, at den indiske regering har sat en beløbsgrænse på 2000rps pr. hæveautomat i forsøget på at følge med efterspørgslen. Alligevel står de fleste hæveautomater tomme med nedrullede gitre og en påsat papirlap med skriften: No cash! Udbud og efterspørgsel hænger slet ikke sammen her.
Det har som sagt været lidt af en udfordring at være hernede. Jeg forsøger at prioriterer hver en mønt for at få pengene til at strække så langt som muligt – fx tog jeg mig selv i at overveje om jeg kunne leve uden en tandbørste i et par dage, eller om jeg skulle slå til og spendere de 45rps (4,5 DKK). som en tandbørste ville koste mig. Det giver måske et billede af situationen hernede? Men på trods af, at situationen har fået mig til at stramme budgettet en tak yderligere, så får jeg det til at fungere med de midler jeg har. Desuden har jeg mødt de mest hjælpsomme og forstående mennesker, hvor end jeg har befundet mig. Inderne har virkelig vist deres menneskelighed og gæstfrihed – helt ubetinget! ”Det er sådan vi alle er opdraget” som min couchsurfer-værtinde, Sapna fra Mumbai forklarede mig, da jeg ville lave en bankoverførsel for de penge hun havde lånt mig til bl.a. togture, den hjemmelavede mad, jeg spiste hos hende og de øl, vi drak sammen med hendes venner i et område kaldet Lower Parel (mindede lidt om Godsbanen i Aarhus og Papirøen i København). Den idé afviste hun fuldstændig – det eneste hun forlangte var tag over hovedet i Danmark eller tips og tricks til hendes næste tur til Europa..wow! Det skal hun få!
Et andet eksempel på den indiske gæstfrihed og hjælpsomhed, er Veru, den 72-årige pensionist, jeg mødte i nærheden af det legendariske Taj Mahal-hotel i Mumbai (det, der for et par år siden blev besat i dagevis af pakistanske teorrister og med flere døde til følge).
Jeg mødte ham tilfældet på gaden, da jeg gik og ledte efter et billigt frokoststed og spurgte om han kendte til et sted. Det viste sig, at han havde samme ærinde, og om torsdagen er Veru all-in på vegetarisme, så han foreslog, at vi fandt et sted sammen, for han skulle alligevel først mødes med sin kone om et par timer. Så det gjorde vi. Ikke nok med at vi efter lidt research hos de lokale fandt en virkelig god pure veg-restaurant, så kom der også en rigtig hyggelig og inspirerende samtale ud af frokosten, hvor han blandt andet fortalte om den skole for fattige gadebørn i Uttarakand-staten, som han selv voksede op i, fordi han kedede sig i sit job som handelsmand. Han fortalte også en masse om Indien, kulturen, politik, traditioner og om hans børns karrierer og liv, og så fik jeg forklaringen på, hvorfor nogle siger Mumbai og andre siger Bombay, og hvad han synes er korrekt. Veru mener Mumbai, fordi det var det oprindelige navn før Indien blev underlagt britisk styre. Navnet Bombay blev nemlig indført af briterne, fordi de ikke kunne udtale Mumbai – sådan er der i øvrigt mange eksempler på briternes dominans rundt om i Indien. Det var næsten som at sidde til en forelæsning om indien – jeg fik virkelig insider-viden om det her land!

Så selvom pengemanglen og den økonomiske uvished har gjort og forsat gør det lidt svært at rejse hernede, så fik jeg alligevel mere ud af mine 3 dage i Mumbai end jeg kunne have købt for penge.

M.

No money, no problem
After the yoga course, I took the night train back to New Delhi for a brief stop-over at Hanumants place before continuing to the charismatic and vibrant city; Mumbai/Bombay for 3 days. The country is currently facing a demonetisation of the currency which means that the ATM’s more often than not are out of cash, causing a few chances and challenges for me. However, as a matter of fact, I get by with the money I have and I’ve been met with pure hospitality by the Indians (also, we’re in it together), and to be honest, it could have been a lot worse! Actually, I think this situation has given me the chance to really get under the skin of the Indians and get to know more about this country and its population than if I’d have money to provide for myself (Or well, I can provide a living for myself, just not able to withdraw money at the moment).
I’ve couch-surfed in Mumbai at a girl named Sapna. When she knew about my situation, she offered me food and money for the train rides, I had to take during my stay, without further ado. When I offered her to make a bank transfer for the expenses, she  promptly declined and said she much rather would stay in touch and to know she has a place to stay in Denmark when she visits was more than enough for her – for sure, she’ll have a place to stay!
Another great example of the Indian hospitality and sincerity was my lunch-break in Mumbai with the 72-year old retired Veru. Not only did he offer me lunch in return for keeping him company while he was waiting for his wife, he also gave me a full lecture about India, the culture, the history and told inspiring about his many travels across the country and his school project in Uttarakand. I couldn’t have read anything of what he told me in a book or gotten a better understanding of this country and its population than having lunch with Veru. So despite the cash-chrash here in India, I still feel I have learned and experienced way much more than I could have bought for money! 

 

Post-yogakursus update!

Tiden er fløjet afsted siden jeg satte mine fødder i Rishikesh, yogaens hovedstad, for første gang, og det er allerede ved at være et par dage siden, at jeg fik den orangefarvede blomsterkrans over hovedet og mit yogalærer-certifikat i hånden, som symbol på gennemførelsen af den 200 timers certificerede yogalæreruddannelse. Det virker helt surrealistisk at tænke på. Det virker i det hele taget uvirkeligt, at jeg har været i Indien i over en måned nu, og stadig er at finde i et helt stykke (og endnu uden sygdom; 7-9-13). Måske lidt sat på spidsen, men der har været situationer, som jeg ikke uddyber her med fare for at gøre visse personer  derhjemme bekymret, hvor jeg har været liiige på kanten (:D)

Tiden flyver som sagt afsted, og nu hvor jeg har stabilt Wi-fi, vil jeg skynde mig at lave en sammenfatning af mit yogakursus inden næste kapitel af turen starter. Først og fremmest skal det dog siges, at kurset virkelig har været intenst, så det bliver ikke en udtømmende eller særlig kronologisk sammenhængende beretning, jeg kan skrive hjem om. Men nogle af de tanker og følelser, der er kommet til mig post-yogakursuset, er, at jeg virkelig er oprigtig glad og stolt over at jeg gjorde det! Den der følelse af, at man ved, man har sat sig for noget, og rent faktisk opnået det – det slår alt!
De følelser har også ledt en vis ydmyghed og taknemlighed for, at jeg har haft mulighed for at igangsætte et nyt kapitel i mit liv, hvad end det så må føre til. At jeg så oveni købet har delt oplevelsen med mennesker fra hele verden, der på hver deres måde har printet sig ind i min hukommelse som en evig kilde til inspiration til at rejse, søge nye muligheder og tage chancer her i livet.

I løbet af de fire uger er der blevet terpet yoga-teori og praktiseret yoga i så stor en grad at vi alle har drømt om yoga og tænkt på yoga før alt andet – altså før vi har tænkt på vores venner og familie. Der er blevet grint, snakket og fortalt personlige historier, spist chocolate balls med is, der er blevet set solopgange- og nedgange, mediteret, shoppet farverige kjoler og nederdele og river raftet og badet i Ganges-floden og en masse andre små sjove ”man-skulle-have-været-der”-episoder.

Forløbet er som sagt stadig lidt fluffy for mig at beskrive, men det betyder ikke, at kurset har manglet substans. Tværtimod. Jeg ved nu en hel masse om yogic science, og ord som pranayama, mudra, chakras, nadis og deres sammenhæng er nu blevet en integreret del af mit ordforråd. Så det jeg i virkeligheden mener med, at det hele virker lidt fluffy, er vel, at jeg slet ikke føler mig som en yogalærer – jeg har en masse viden, men det er først nu, at den lange rejse mod rent faktisk at kunne formidle denne viden videre igennem b.la asanas, pranayama og meditation begynder. Så status nu post-yogaskole, er, at: Keep learning, keep practicing and keep on carrying on, som var de sidste ord min yogalærer, sagde til mig.
Jeg har nu lagt lyden af den brusende Ganges-flod og Himalaya-bjergene bag mig til fordel for den pulserende og hektiske storby, Mumbai/(bombay?) Yogshalaen, de shanti-syngende munke fra det ikoniske ashram ved strandbredden, de evigt dyttende scooters og de støvede veje i Laxman Jhulla med de overfyldte butikker med glitrende sarier og tie-dyed t-shirts i alle farver og de vilde aber, hunde, katte, køer og æsler, der sætter dagsordnen i gaderne, står nu tilbage som minder. Minder, der dag for dag vokser i mig og vil sætte rammen for min videre færd, her i Indien og fremover. Så måske skal vi kalde yogauddannelsen for en ”livsudviklende og livsfortsættende” oplevelse – hvis sådanne selv-opfundne ord, giver mening for andre end mig?

HARI OM- BABA, achaaaa-Shanti-shanti-Namasté
M.

English recap:
Time really flies here in India and it already seems ages ago since I started my yoga teacher training in Rishikesh. So many things have happened in such a relatively short time, which makes it so hard to assimilate into words. However, I shall give it a try!
I must admit that the course was beyond as intense as expected – especially the fact being on a fixed and tight schedule every single day and week became a challenge along finding time to process all the new information and knowledge we constantly gained in classes.  
However, the course has definitly been worth it and I’m more than happy to have met so many incredible and inspiring people through the course – I’m quite sure we all will be in touch in some way. 

Now almost a week later, the paper still says certified yoga teacher, but I’m not yet there at all. The journey towards becoming a skilled and knowledgable teacher, that confidently know how to teach and guide others has just begun. Now and onwards, I will need to seek out and gain the necessary amount of experience so I profoundly can guide and coach others through asanas, pranayamas and meditation; thus the mantra: keep practicing, keep learning and keep teaching sticks to me at the top of my head- I’m excited to see what this will lead to, and I’m beyond grateful for having had this opportunity. Now, my travelling in India continues and my next stop is Mumbai and Goa before heading home from Bangalore.
I will do my best to keep up with the writing in a more consistent pace than previously.

HARI OM- BABA, achaaaa-Shanti-shanti-Namasté
M.