No money, no problem!

Efter yogakurset tog jeg turen tilbage til New Delhi, hvor jeg havde en enkelt dag til at omstille mig til igen at være på egen hånd. Det i sig selv er jo lidt af et projekt, men for jer, der ikke ved det, så er Indien lige nu i gang med at udskifte alle 500 rps. og 1000 rps. med nye sedler, for at komme korruption og falske pengesedler til livs. Det betyder, at disse pengesedler skal leveres tilbage til bankerne for at få udstedet nye 2000 rps. sedler. I et land som Indien, hvor 85% af økonomien er baseret på et kontantflow, er det en lang og opslidende proces for både inderne og internationale rejsende. Situationen har affødt timelange køer ved bankerne. Ikke nok med det, så er manglen på “nye” penge så ekstrem, at den indiske regering har sat en beløbsgrænse på 2000rps pr. hæveautomat i forsøget på at følge med efterspørgslen. Alligevel står de fleste hæveautomater tomme med nedrullede gitre og en påsat papirlap med skriften: No cash! Udbud og efterspørgsel hænger slet ikke sammen her.
Det har som sagt været lidt af en udfordring at være hernede. Jeg forsøger at prioriterer hver en mønt for at få pengene til at strække så langt som muligt – fx tog jeg mig selv i at overveje om jeg kunne leve uden en tandbørste i et par dage, eller om jeg skulle slå til og spendere de 45rps (4,5 DKK). som en tandbørste ville koste mig. Det giver måske et billede af situationen hernede? Men på trods af, at situationen har fået mig til at stramme budgettet en tak yderligere, så får jeg det til at fungere med de midler jeg har. Desuden har jeg mødt de mest hjælpsomme og forstående mennesker, hvor end jeg har befundet mig. Inderne har virkelig vist deres menneskelighed og gæstfrihed – helt ubetinget! ”Det er sådan vi alle er opdraget” som min couchsurfer-værtinde, Sapna fra Mumbai forklarede mig, da jeg ville lave en bankoverførsel for de penge hun havde lånt mig til bl.a. togture, den hjemmelavede mad, jeg spiste hos hende og de øl, vi drak sammen med hendes venner i et område kaldet Lower Parel (mindede lidt om Godsbanen i Aarhus og Papirøen i København). Den idé afviste hun fuldstændig – det eneste hun forlangte var tag over hovedet i Danmark eller tips og tricks til hendes næste tur til Europa..wow! Det skal hun få!
Et andet eksempel på den indiske gæstfrihed og hjælpsomhed, er Veru, den 72-årige pensionist, jeg mødte i nærheden af det legendariske Taj Mahal-hotel i Mumbai (det, der for et par år siden blev besat i dagevis af pakistanske teorrister og med flere døde til følge).
Jeg mødte ham tilfældet på gaden, da jeg gik og ledte efter et billigt frokoststed og spurgte om han kendte til et sted. Det viste sig, at han havde samme ærinde, og om torsdagen er Veru all-in på vegetarisme, så han foreslog, at vi fandt et sted sammen, for han skulle alligevel først mødes med sin kone om et par timer. Så det gjorde vi. Ikke nok med at vi efter lidt research hos de lokale fandt en virkelig god pure veg-restaurant, så kom der også en rigtig hyggelig og inspirerende samtale ud af frokosten, hvor han blandt andet fortalte om den skole for fattige gadebørn i Uttarakand-staten, som han selv voksede op i, fordi han kedede sig i sit job som handelsmand. Han fortalte også en masse om Indien, kulturen, politik, traditioner og om hans børns karrierer og liv, og så fik jeg forklaringen på, hvorfor nogle siger Mumbai og andre siger Bombay, og hvad han synes er korrekt. Veru mener Mumbai, fordi det var det oprindelige navn før Indien blev underlagt britisk styre. Navnet Bombay blev nemlig indført af briterne, fordi de ikke kunne udtale Mumbai – sådan er der i øvrigt mange eksempler på briternes dominans rundt om i Indien. Det var næsten som at sidde til en forelæsning om indien – jeg fik virkelig insider-viden om det her land!

Så selvom pengemanglen og den økonomiske uvished har gjort og forsat gør det lidt svært at rejse hernede, så fik jeg alligevel mere ud af mine 3 dage i Mumbai end jeg kunne have købt for penge.

M.

No money, no problem
After the yoga course, I took the night train back to New Delhi for a brief stop-over at Hanumants place before continuing to the charismatic and vibrant city; Mumbai/Bombay for 3 days. The country is currently facing a demonetisation of the currency which means that the ATM’s more often than not are out of cash, causing a few chances and challenges for me. However, as a matter of fact, I get by with the money I have and I’ve been met with pure hospitality by the Indians (also, we’re in it together), and to be honest, it could have been a lot worse! Actually, I think this situation has given me the chance to really get under the skin of the Indians and get to know more about this country and its population than if I’d have money to provide for myself (Or well, I can provide a living for myself, just not able to withdraw money at the moment).
I’ve couch-surfed in Mumbai at a girl named Sapna. When she knew about my situation, she offered me food and money for the train rides, I had to take during my stay, without further ado. When I offered her to make a bank transfer for the expenses, she  promptly declined and said she much rather would stay in touch and to know she has a place to stay in Denmark when she visits was more than enough for her – for sure, she’ll have a place to stay!
Another great example of the Indian hospitality and sincerity was my lunch-break in Mumbai with the 72-year old retired Veru. Not only did he offer me lunch in return for keeping him company while he was waiting for his wife, he also gave me a full lecture about India, the culture, the history and told inspiring about his many travels across the country and his school project in Uttarakand. I couldn’t have read anything of what he told me in a book or gotten a better understanding of this country and its population than having lunch with Veru. So despite the cash-chrash here in India, I still feel I have learned and experienced way much more than I could have bought for money! 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *